• Innleiing
• Frå første band

Innleiing

Her er nokre danske ordspråk samla av E. Mau. Fullt namn: Jens Christian Edvard Theodor Mau (1808–85). Han blei født i Odense, og døydde i København. Etter å ha studert, blei han huslærar. Deretter var han eit års tid på øya Fyn. I 1834 blei han sokneprest tre stadar, og landstingsmann i nokre år også. Han var dessutan ein flittig forfattar som brakte vidare materiale han hadde funne verdt strevet. Verket som sokneprest Mau er mest kjend for, er dei to banda Dansk Ordsprogs-Skat I-II, 1879. Det var den mest omfattande og best ordna samlinga med danske ordspråk i samtida hans. I over hundre år har ho tent som standardoppslagsverk og vore flittig brukt. Samlinga er ordna alfabetisk etter hovedord. Ho femner over dryge 12.000 ordspråk og sentenser.

Dessutan har Mau med ordspråkvariantar og talemåtar (munnhell), alt med kjeldetilvisingar. Det meste av tilfanget hans er henta frå trykte kjelder, først og fremst Peder Syv, og i tillegg nokre av dei viktigaste handskriftene frå 15-, 16- og 1700-talet. Mau har også med nokre få munnlege oppteikningar.

Den mest omfangsrike danske ordspråksamlinga i dag, Danske ordsprog og mundheld (1890) er det Evald Tang Kristensen som har gitt ut. Ho har for det meste med munnleg overleverte ordspråk.

[Kjelde: Iver Kjær og Marius Kristensen: "E. Mau" i Dansk Biografisk Leksikon, 3. utg., København: Gyldendal 1979-84]

Tala i parentes nedanfor viser kva nummer ein finn ordtaka under i Mau-samlinga.

❦❦❦❦

Frå første band

Den pose revner ikke, som er åben i begge ender. (1)

Der slipper en ål bort også for en god fisker. (13)

Det er ej godt at holde en ål ved halen. (14)

Han er så glat som en ål. (c 15)

Året har en vid mund og en stor mave. (20)

Én abe kan få mange til at gabe. (31)

Den som sår ærter ved adelvejen, får ej alle bælge i laden. (53)

Ondt som man er advaret om, skader mindst. (55)

Aften er ikke altid morgen lig. (58)

Lystig aften gjør ulystig morgen. (62)

Det er godt (let) at age i hele vogne. (Det er bedst at age, mens vognen er hel) (71)

Det er ikke for det bedste, at oxen ager i vogn. (Thi da er den gjærne syg eller død - Om en tilsyneladende ære eller fordel, der vederfares en uventet, og ikke til hans bedste.) (74)

Kjør i dag, så du kan kjøre igjen i morgen! (78)

Om hestene er aldrig så små; det er jo bedre at age end at gå. (81)

Der skal mere til at kjøre, end at sige: hov, hov! (90)

Der vil mere til ploven, end (at) råbe: ho! (90)

Man skær (skærer) sjælden godt korn af ond ager. (95)

Man skal så dyrke ageren, at man ikke glemmer at dyrke sig selv (96)

En ager bær' (bærer) ikke al slags frugt. (103)

Som man agter sig selv, så bliver man agtet. (104)

Alderdom kommer sjælden ene. (114)

Alderdommen gjør mangen hvidere, men ikke bedre. (118)

Alderdom og visdom følges ej altid ad. (120)

Som man ældes, så spages man. (127)

De er ej alle møer, som have favert hår; og (de er) ej alle stegere, (som) bære lange knive. (Folk er ikke altid, hvad de synes at være). (131)

De er ej alle jægere, som blæse i horn (133)

De er ej alle præster (ell. lærde), som bære lange kapper. (134)

De er ej alle jomfruer, som bære krans. (134)

Alle blomster due ikke til urtekost. (Man skal ikke altid se på skjønhed, f. ex. ved valget af en ægtefælle). (142)

Det er ondt (umuligt) at gjøre alle til pas. Ingen kan være alle til måde. (149)

Det er ikke alt sukker, hvad der smelter i munden. (153)

Det er så gement (almindeligt) som strikkestrømper. 154)

Det er bedre at give almisse, end at lægge guld op. (162)

Alvor og gammen kunne bedst (også: "altid godt') sammen. -- Alvor og ærlig gammen står vel tilsammen. -- Bland gammen med alvor! - -Der skal blandes gammen med alvor. -- der er aldrig skjæmt, der er jo alvor iblandt. (163)

Lyst med lærdom, skjæmt med alvor bør at følges ad. (167)

Det er ingen sag, at skære en tyk skive af en andens brød. (171)

Det er godt at svømme, når en anden holder hovedet oppe (leve flot, til dels på andres bekostning; den kan let komme frem, som har hjælp af andre). (174)

Man skal ej gjælde (ɔ: undgjælde, bøde for) for anden mands brøde, ("det man ikke voldte"). (180)

Den ene fjedrer kolven (forsyner pilen med fjeder), den anden skyder den ud (om at lægge og udføre snedige planer). (184)

Den ene kniv skærper den anden. (191)

Det, du en anden gjør, kan du fra anden vente. (196)

Springer en i en brønd, derfor gjør en anden det ikke (om exemplet). (203)

At bygge sti til andres grise (ɔ: "at arbejde for det, som en anden skal have nytten af"). (210)

At ro en andens årer (ɔ: Fremme hans hensigter). (210)

Hør og den anden part (inden du dømmer). (210)

Det er den bedste ruelse (anger), ikke mere at gjøre, hvad man ruer. (214)

Pønitense (anger) er undertiden ej for sildig [sen], men aldrig for tidlig. (218)

Arbejde er godt for armod. (244)

En mand skal være sit arbejde bekjendt. (247)

Arbejde hjælper [måske] ikke, når lykken ej vil. (250)

Den som skyer arbejde, bygger ikke mange huse. (260)

Den er dobbelt arm, som har været rig. (283)

Armod og kjærlighed er onde at dølge. (287)

Armod ynkes. (293)

Man kan også slide silke af armod. (Mangen slider fløjel for armod. (ɔ: Går i ældre, finere klæder af mangel på evne til at skaffe sig ringere og grovere. • Slide fløjel af armod (om den, som bruger det bedste hver dag, fordi han intet andet har). (301)

Der er varmest næst arnen. (309)

Den som der giver hen sin arv, har hverken tak eller tarv. (322)

Ingen véd, hvo hinanden arver, (thi det er uvist, hvem af dem, der lever længst). (334)

Det er ikke stort under, at et asen kan bære en guldsæk. (det er ej stort under, at asenet bær en guldsæk (ɔ: at dumme og dårlige personer have jordisk rigdom). (343)

Der findes og asener på to bén. (Der går mange æsler på to bén. (346)

Man får ikke alt det, man jager efter (359)

Mangen stræber efter det. (som) hannem (ham) dræber. (360)

Hvor ingen ave er, dér er ingen ære. (371)

Avind dø'r ikke, men de avindsyge. (376)

Avind bo'r (ell. kommer) ikke i øde hus. ("Den fattige har ikke mange misundere"). (377)

Avind æder (ell. tærer) dér, hvor den bo'r. (381)

Man skal fire (hæge, frede) den stub, man har ly af (ɔ: Ære den, man har gavn og fordel af, påskjønne enhver tjeneste og velgjerning). (414)

"Han skunmede fløden (ɔ: tog det bedste, havde mest fordel (deraf)"

"Jeg skal komme efter dine baghæle (ɔ: banke dig dygtig af)."

Bag efter kommer tyndt (om et råd eller en formaning, som gives så sent, at man ikke kan gjøre brug deraf)

Der er ingen lægedom ved bagvaskerens bid. (420)

Bagtale skiller (bryder) venskab. (426)

Den som der taler ilde om kvinder, véd ej, hvem han havde til moder. (427)

Mangen gjør meget spad (såd ell. sodd, suppe, navnlig kraftsuppe) på lidet kjød (ɔ: - bagtaler en, ved at forstørre hans fejl og udlægge hans handlinger til det værste). (433)

Barn brå'r efter (slægter på) ætten)

Barn kærer (klager over), hvad det får, og siger ej, hvad det gjør (vil ej gå ved, at det har fortjent straffen, det lider)." (452)

Kjært barn gjør sorgen tung (når det kommer i våde). (Syv, 456)

Giv gris, når den grynter, og barn, når det græder, så får du favr gris og fult barn. (Bedre, at barn græder, end at moder sukker) (459)

Skik dig så i dine børns nærværelse, som de skal skikke sig i din fraværelse. (468)

Kast ikke barnet ud med løven, (ɔ: Badet eller badevandet, hvori barnet er toet). (Man kaster ikke barnet bort, fordi det er urent.) (473)

Gode børn er ej for mange. (491)

De fattige have børnene, de rige have føden til dem. (499)

Børn er vis sorg, men uvis glæde. (503)

Når der intet barn var, hvortil da en hovmester?

Godt er [det] at have trådt (slidt) sine børnesko (at være kommen til skjels år og alder, ikke længer at være barn, men voxen)

Fattig mand beder om mad, rig mand om lyst til at æde den. (524)

Inderligt suk er bedre, end skinhellig bøn. (529)

Hvem der ikke kan bede, gå til søs! (531)

Den som som véd at bede vel, véd og at leve vel. (533)

En god bøn i onde tider er det bedste råd mod værre tider. (546)

Bedre er før (for, forud) at være (vare), end efter at kære (klage). (557)

Bedre er at være kjøn (ɔ: sin slægt) lig, end konning (konge) (thi slægt-ligheden er gjærne ægte, konge-ligheden derimod ikke). (559)

Bedre er en god ost, end en gåsevinge. (563)

Bedre er godt smør, end sur sild. (Bedre er det ringere, som er godt, end det værdifuldere, som er fordærvet). (565)

En våd tørv er bedre, end en tør sten. (568)

Bedre er at være skæller (skæl, skellig, skeløjet), end blind. (Syv: Liden skade bedre, end stor) (570)

Det er bedre at stemme bæk, end å (ell. bækken, end åen). (571)

Bedre er på træben at gå, end på bår' at bæres. (577)

Bedre (også: "hellere") et æg i dag, end en høne i morgen. (Det visse er at foretrække for det uvisse). (579)

Bedre tækkelig end kongelig. (584)

Bedre grov kage, end intet smage. (586)

Bedre er lidt og dyrket, end meget og ilde flyet. (587)

Bedre små fiske, end tomme diske. (588)

Bedre at stryge sejl end [at] synke (også: kantre). (594)

En démant (diamant) er bedre, end en møllesten. (600)

Bedre aldrig begynde, end aldrig ende. (Syv, 604)

Bedre er meget at vide, end meget at tale. (605)

Bedre at vende, end ilde at løbe. (612)

Bedre at vende, end at vælte. (613)

Bedre at vende om, end at kjøre vild. (614)

Bedre godt hængt, end slet gift. (629)

Bedre et træ fordært (d: fordærvet), end en karl ulærd. (Om billedhuggerarbejde m.m. hvor man må fordærve meget først). (633)

Bedre at sidde stille, end stå op og falde. (Syv, 639)

Det er bedre at lade sig bære til graven, end at gå selv (ɔ: til retterstedet). (641)

Bedre at være viis end rig. (644)

Bedre fattig på landet, end rig på vandet. (646)

Bedre at æde mælken, end koen. (Om en fornuftig og ordentlig husholdning). (650)

Bedre er en ung viis, end en gammel nar. (657)

Den bedste ost bliver snarest søgt og lettest museædt. (675)

Ofte er det bedste det godes fjende, (fordi man ej kan få det bedste, forsmår man tit det gode). (679)

Det nemmeste er ikke altid det bedste, (683)

Det bedste er ikke for godt. (684)

Hvem der rører ved beg, besmitter sig. (Om indflydelsen af slet selskab) (688)

Vel begyndt er halv fuldendt, ("er halv gjort" - håber man) (693)

Bedre ikke at begynde, end ilde at ende. (Syv, 696)

Det er bedst at begynde så småt; man kan tids nok slå stort på. (701)

Et trin efter andet, så kommer man op ad trappen. (Syv, 703)

Den som der ikke byger [skyller] vel, han bleger ikke vel. (711)

Man skal begynde med noget. (711)

Begynd ikke anderledes, end du vil (ell. kan) holde ud. (711)

Af slet begyndelse vorder tit store ting. (711)

Han skal stå tidlig op som vil gjøre alle til pas. (712)

Den, der vil bejle til tyvens enke, må ej tale om strikken. (725)

Man finder ej gjærne en fattig frier og en rig fange. (732)

Man gnaver noget af bén, men intet af sten. (742)

Det er benene, som bære kjødet. (745)

Det er godt at have bén i næsen (også: "i panden") (kraft, kløgt, djærvhed). at have bén i næsen (ɔ: Være uforsagt, ikke lade sig forskrække; vide at tale sin sag og svare for sig).

Han kan stå på sine egne bén (ɔ: Trænger ej til andres hjælp)

Den som ej haver gris, han skal betale med krop. (Gris er her det samme som pengebøder eller noget at betale med). (761)

At tinge nøje og betale vel, er smukt. (764)

Man skal betale en god spillemand, for at blive ved, og en slet, for at holde op. (768)

Den, som ikke kan betale, for at få skjægget raget, skal ikke lade det sæbe ind. (770)

Honningen er sød, men bierne stinge. (Syv, 788)

Bien giver nytte og lyst; gavner meget, koster lidet. (560)

De bider ikke alle, som vise tænder. (795)

Hvad kan det skade, at en hund gøer ad mig, når den ikke bider mig? (Om bagvaskelse af den, som har retsindige folks agtelse). (798)

Hvor man binder geden, der bider hun. (806)