• Storken og hyrden
• Skibsungen
• Det tørstige træ
• Den hovedløse mand
• Jerngryden og manden, som gik nedenom og hjem
• Næserne
• Hummerne
• Benene
• Hullet

Storken og hyrden

En sommer, da kornet stod højt på marken, havde molboerne fået besøg af en stork. Den havde fået den grimme vane at spankulere frem og tilbage på deres mark for at fange frøer. Og det var jo en slem historie, for molboerne var meget bange for, at den skulle trampe al kornet ned på marken. De talte længe sammen frem og tilbage om, hvordan de skulle få jaget den bort. Til sidst blev de enige om, at hyrden skulle gå ind i kornet og drive storken ud.

Men lige da han stod og skulle gå ind i kornet, opdagede de, at han havde sådan nogle store og brede fødder; og så blev de bange for, at han skulle træde mere korn ned end storken. Der stod de - og nu vidste de slet ikke, hvad de skulle hitte på. Endelig fik en af dem en god ide - han foreslog, at man skulle bære hyrden ind på marken, så kunne han da ikke træde kornet ned. Det syntes de alle var et godt råd. De gik derfor hen og løftede markleddet af og satte hyrden op på det; og så bar otte mand ham ind i kornet, for at han kunne jage storken ud. På den måde trådte hyrden ikke spor korn ned med sine store fødder!

Skibsungen

Engang, da molboerne var i Århus, så de et skib sejle forbi med en jolle på slæb. De var længe i tvivl om, hvad det kunne være. Nogle mente, det var en stor sæl, andre at det var en hval. Men da de kom nærmere, så de, at det var et skib, og så måtte jollen jo være dets unge. De havde længe ønsket at eje et stort skib, men de havde aldrig haft råd til at købe sig et. De fik derfor nu den ide at købe ungen, for de håbede, at den snart ville vokse og blive lige så stor som sin mor. De handlede med skipperen om den og fik til sidst ungen og drog hjem med den.

Da de var kommet i land, tøjrede de skibsungen på stranden, hvor der groede dejligt grønt græs. De flyttede den hver eneste dag, men da de ikke syntes, den var blevet ret meget større efter en måneds forløb, gav de sig til at snakke om, hvad de skulle gøre for at få den til at vokse. De blev enige om at sende den ud på deres fedeste eng, der måtte den da trives, mente de. Men da der atter var gået en måneds tid, var den ikke blevet spor større.

Molboerne var nu overbeviste om, at de var blevet taget ved næsen, og de bebrejdede sig selv, at de havde købt den. Det var jo klart for alle og enhver, at det var en syg og ussel stakkel, der aldrig ville blive til noget. En af dem foreslog, at de enten skulle bytte den bort eller bringe den tilbage til skipperen, for at den kunne være endnu et år hos sin mor. Det syntes de alle sammen var en god ide, og de sejlede straks tilbage med den.

Da de nærmede sig skibet, begyndte jollen at vippe på vandet.

"Der er da endnu liv i den," sagde den ældste molbo. "Se, hvor den lille stakkel glæder sig til at komme tilbage til sin mor!"

De gav skipperen en stor sum penge, for at ungen skulle have lov til at være endnu et år hos sin mor, indtil den selv havde lært at æde græs.

Det tørstige træ

En flok molboer kom en gang til en dam, hvor der stod et træ, som strakte sine grene ud over vandet. Det forbavsede dem meget, men de tænkte naturligvis, at træet måtte være tørstigt, nar det rakte etter vandet. De fik medlidenhed med træet og besluttede, at de ville hjælpe det med at drikke ved at trække grenene ned til vandet. Men desværre kunne de ikke nå op til dem. Til sidst fandt de dog på en udvej: en af dem skulle klatre op i træet og hænge sig i en gren, en anden skulle så tage fat i hans ben, en tredje i nummer to's ben og så videre. På den måde fik de ligesom et reb, der kunne trække træet ned til vandet.

Da de nu alle sammen langt om længe havde fået fat omkring hinanden, så fik den mand, der holdt fast i grenen, pludselig ondt i hænderne. Han råbte til de andre: "Vent lidt, jeg skal lige spytte i næverne!"

I det samme slap han med begge hænder på en gang, og hele flokken faldt pladask i vandet!

Den hovedløse mand

En morgenstund drog molboerne til skovs for at fælde træer. Da de havde hugget så langt ind i stammen på et træ, at de mente, de kunne vælte træet over ende, opdagede de, at de havde glemt at tage et reb med til at trække træet omkuld med. Men længe var molboerne ikke rådvilde; de blev nemt enige om, at en af dem skulle klatre op i træet og lægge sin hals i en kløftet gren. De andre skulle så trække i hans ben og prøve på at få træet til at falde på den måde.

Som sagt så gjort! En af dem anbragte modigt sin hals mellem to grene, og de andre halede af fuld kraft i hans ben. Men desværre mislykkedes denne velovervejede plan helt og holdent! Ved første ryk gik hovedet af manden i træet og blev siddende deroppe, mens kroppen faldt ned på jorden. Det blev de alle sammen meget forbavsede over, men da der ikke var noget at gøre ved det, så lagde de den hovedløse krop på en vogn og kørte hjem til hans kone. De spurgte hende, om hendes mand havde haft sit hoved med sig om morgenen, da han gik hjemmefra.

"Det kan jeg ikke rigtig huske nu," svarede konen. Men da hun havde tænkt sig lidt om, udbrød hun: "Jo, minsandten havde han sit hoved med sig, for han åd kål med det i morges, før han drog af sted!"

Jerngryden og manden, som gik nedenom og hjem

En anden gang kom nogle molboer ind i køkkenet hos en købmand i Århus, mens pigen stod og løftede en stor jerngryde med ærter af ilden. Hun satte den ned på gulvet, hvor den blev ved at koge, og det, syntes molboerne, var meget mærkeligt. De ville straks have sådan en gryde, der kunne koge uden ild, for det var meget småt med brænde på Mols. De spurgte købmanden, hvad han ville have for gryden, og til sidst fik de den for en meget høj pris. Glade drog de hjem med deres bytte, henrykte over, at de for fremtiden ikke behøvede at tænde op på komfuret for at koge deres mad, for nu havde de jo en gryde, der kogte af sig selv

Men deres utålmodighed var så stor, at de ikke kunne vente med at prøve gryden, til de kom hjem. De ville med det samme koge sig en portion ærter i båden, mens de sejlede. En af dem tog gryden og dyppede den i havet for at få vand til at koge ærterne i. Men uheldigvis tabte han gryden, og den sank til bunds. Hvad skulle de nu gøre for at få gryden igen? Efter megen snak frem og tilbage besluttede de, at en skulle tage ned på bunden og hente den, og de andre skulle så i mellemtiden blive liggende stille og vente på ham.

En af molboerne sprang altså ud for at hente gryden. Men da han blev noget længe borte, begyndte de andre at drøfte, hvad der var grunden til, at han ikke kom tilbage. De fleste mente, gryden var for tung for ham, og så besluttede de, at en anden skulle stige ned og hjælpe ham med at bringe den op.

Så sprang den anden ud, men han kom heller ikke tilbage.

Da de nu havde ligget længe og ventet på de to og ikke kunne begribe, hvor de blev af, sagde en af dem til sidst: "Nu vil vi ikke vente længere på dem; de må være gået nedenom og hjem for at komme først!"

Så roede de til af alle livsens kræfter og kom også hjem før de to kammerater, der skulle hente gryden.

Næserne

En gang blev molboernes regnekunst sat på en hård prøve. De skulle nemlig tælle efter, hvor mange de var. De vidste, at de var syv, da de gik hjemmefra, men ingen af dem – lige meget hvem, der så talte – kunne få mere end seks ud af det. Den, der talte, glemte nemlig hele tiden sig selv. Da de havde spekuleret længe over det og ikke kunne få flere end seks ud af det, men heller ikke savnede nogen, så bad de en mand, der kom forbi på vejen, om hjælp. Han tog en stor, blød kokasse og sagde til dem, at de skulle lægge sig i en kreds omkring den og stikke næserne ned i den og bagefter tælle hullerne.

Og det gjorde de – og nu kunne de alle sammen tælle, at der var syv huller.

Hummerne

En gammel molbo hørte en gang, at der var kommet et norsk skib til Æbeltoft. Han havde aldrig før set nordmænd, og derfor besluttede han at gå ned og hilse på dem. Han gik ned til havnen og over landgangen ud på skibet. Der var ikke en sjæl at se nogen steder, for de var netop alle sammen gået i land. Men der lå nogle hummere, som var sluppet ud af en kurv, og krøb omkring på dækket. Molboen troede så, at det var skibets besætning; han gav en af dem hånden og sagde: "Go'dav, farlil!*" Men hummeren bed ham, så han skreg!

Da han havde fået trukket sin hånd til sig igen, sagde han: "Det er et lille folkefærd, de nordmænd. Men håndfaste, det er de!"

* Norsk: "God dag, veslefar!"

Benene

Molboerne var en anden gang kommet i stor forlegenhed. De havde sat sig ned på jorden i en kreds, men da de skulle rejse sig op igen, kunne de ikke hitte rede i deres ben. Så blev de siddende stille på jorden, for de troede, at de ikke kunne rejse sig op, før de fandt ud af, hvem benene tilhørte.

Heldigvis kom der til sidst en mand forbi, som de kunne bede om hjælp. Først viste han hver mand hvilke ben, der var hans, og ville have ham til at trække dem til sig og rejse sig op. Da det imidlertid ikke nyttede noget, fandt han på noget andet. Han tog sin stok og slog dem alle sammen en efter en over benene � og så kan det nok være, de kom op i en fart, da de følte slagene på deres ben!

Hullet

Molboerne skulle en gang grave en brønd. De fik under udgravningen en stor bunke jord tilovers, som de ikke vidste, hvad de skulle gøre ved, for den kunne jo ikke ligge der og flyde.

En af dem fandt da på, at de skulle grave et hul et andet sted og komme jorden deri. Det syntes de alle var sådan et godt forslag, men lidt efter spurgte en dog betænkeligt: "Ja, men hvor skal vi så gøre af den bunke jord, vi får tilovers, når hullet er gravet?"

Den klogeste af molboerne svarede: "Jo, det er da ligetil! Vi graver selvfølgelig bare hullet så stort, at det kan rumme begge bunkerne på en gang!"