Norsk del, Gullvekta
Molboerne  ❀ 2
Sektion › 21   Sæt    Søg   Førre Neste

Finn ordbøker

Forbehold    Indhold     

Geværet og månen

En mand ville en dag holde sjov med molboerne og bildte dem ind, at der var udbrudt krig i landet, og at fjenden snart ville komme og erobre deres halvø. De blev selvfølgelig forskrækket og besluttede straks at befæste landet godt. De sendte derfor en lille flok mænd over til Århus for at købe et gevær.

Hos en mand i Århus fandt de efter nogen søgen en gammel, rusten skyder på en bjælke under loftet. De spurgte, hvad den kostede, og fik den for en temmelig høj pris. Men nu måtte de jo da prøve, om den kunne skyde. Ingen af dem havde særligt mod på at gøre forsøget. Til sidst blev de enige om, at en af dem skulle holde på geværet og skyde det af, mens de andre stod bagved i en række og holdt fast i hinanden. De gik ned til stranden og stillede sig op, og den forreste sigtede over mod Mols og lod geværet gå af. I det samme fik han et ordentligt stød af det gamle, rustne gevær, der ikke havde været brugt i så mange år, så han faldt bagover og væltede alle de andre om på jorden. Lidt efter kom de dog til sig selv igen og rejste sig op - men så fik de en endnu større forskrækkelse. Månen stod netop i det samme op over halvøen, og da den var gloende rød, troede de, at de havde skudt deres eget land i brand. Forfærdet kastede de den væmmelige skyder i vandet, styrtede ned i båden og roede hjemefter.

Lidt efter, da månen var kommet højere op på himmelen, så de, at de havde taget fejl – og nu ønskede de inderligt, at de ikke havde begravet deres gevær så hurtigt på havets bund.

Kirkeklokken

Molboerne var altså vendt hjem fra Århus uden gevær til at forsvare landet med. Men da de stadig var bange for, at fjenden skulle komme, gav de sig til at redde, hvad de kunne, for fjendens hænder. De ville allerførst redde det som de holdt mest af, nemlig deres kirkeklokke. Efter meget mas og besvær fik de den endelig ned fra kirketårnet, men så var de længe uenige om, hvordan de skulle gemme den, så fjenden ikke kunne finde den. Til sidst blev de enige om at sænke den i havet. De slæbte den ned i en stor båd og roede langt ud på havet med den og kastede den i vandet.

Men da det var gjort, blev de pludselig urolige og spurgte hinanden: "Ja, nu er klokken jo rigtignok godt skjult for fjenden – men hvordan skal vi selv finde den igen, når fjenden engang er drevet ud af landet?"

Så sprang den klogeste af dem op og sagde: "Det er da nemt nok! Vi sætter et mærke ved den." Og i det samme trak han sin kniv op af lommen og skar et dybt mærke i båden på den side, hvor klokken var blevet kastet ud. Så roede de glade hjem, for nu var de da sikre på, at de kunne finde den igen.

Lommeuret

En gang fandt nogle molboer et lommeur på vejen. De samlede det op og betragtede det med forbavselse, for ingen af dem vidste, hvad det var for en tingest. Pludselig hørte den ene, at det tikkede inde i uret. Han mente straks, at det måtte være djævelen, der sad derinde, og forfærdet kastede han det fra sig. Men så tog dog den ældste af dem en stor sten og kastede ned på uret, der knustes og selvfølgelig holdt op med at tikke. Efter denne heltedåd bukkede han sig ned og lagde øret til uret for at høre, om det tikkede endnu. Men da han ikke hørte noget, sagde han til de andre: "Ka' I se, jeg ku' få ham til at tie stille!"

Og stolte over, at de havde overvundet den farlige fjende, gik de deres vej og lod stumperne af uret ligge.

Humlebien i øldunken

To molboer vendte en aften hjem fra marken på den tid, da rygtet om, at fjenden var kommet til landet, spredte sig på Mols. En humlebi havde tilfældigvis forvildet sig ind i den enes tomme øldunk, som han bar på ryggen. Den sølle bi kunne ikke finde ud igen og derfor snurrede den rundt i trædunken og lavede et farligt spektakel. Molboen blev meget forskrækket herover og sagde til sin kammerat: "Nu er ulykken over os, fjenden er i hælene på os! Lad os løbe, jeg hører allerede trommerne!"

De løb, så hurtigt de kunne, indtil de mod aften kom til en kornmark, hvor kornet bølgede i vinden. De troede, det var havet, og trak deres strømper af og vadede over den. På den anden side af kornmarken kom de til en hørmark, som de også vadede igennem, mens humlebien stadigt summede i dunken. Hørstænglerne slog dem over benene, så de ikke turde se sig tilbage, for de troede, at fjenden var så nær, at han skød hagl ind mellem benene på dem.

Omsider stødte de på et par tøjrede heste. I hast sprang de op på dem for at undslippe fjenden, men da tøjrpælen i skyndingen blev rykket løs med stor kraft, sprang den op i nakken på den ene og gav ham et vældigt slag. Han råbte da til den anden: A, jeg er blevet skudt! Hils min far og sig, at jeg var den første, der faldt for fædrelandet!"

Sortepølsen

En molbo havde engang slagtet en gris, og hans kone havde lavet sortepølser af den. Ved et tilfælde var en stor pølse faldet ned bag en kiste, hvor den blev liggende, da man ikke savnede den. Da den havde ligget der i nogen tid og var blevet fugtig, blev den lodden og skimlet over det hele.

En dag bad konen manden hjælpe med at flytte kisten ud fra væggen. Idet de løftede kisten væk, fik de øje på pølsen, som de troede, var et mærkeligt dyr. Forfærdet slap manden kisten og løb ud til sine naboer og fortalte dem, at der var kommet et frygteligt dyr i hans hus, og bad dem, om de ikke nok ville hjælpe ham med at dræbe det. En bevæbnede sig med en høtyv, en anden med en økse, en tredje med en møggreb, og således bevæbnede drog de tapre mænd på jagt efter det fæle dyr. Men da de havde set uhyret, turde de ikke gå løs på det. De blev stående i sikkerhed bag døren og stak efter det med deres redskaber, mens de svedte angstens sved.

Pludselig kom gårdhunden løbende ind i stuen mellem benene på dem, og i et nu havde den snappet pølsen og ædt den! Og så opdagede mændene jo skamfulde, at det blot var en muggen pølse, de havde kæmpet mod.

Fiskevognene

Molboerne var meget bange for spøgelser, og det skal vi nu høre om i denne historie. En gang var nogle af dem på vej til købstaden med tørret fisk. Ved foden af en bakke havde de spændt hestene fra vognene for at lade dem græsse og lå nu selv i skovbrynet og hvilede sig. Et par lystige fyre fik hen under aften øje på vognene og fik lyst til fisken, men da de ikke var nok til at gå løs på molboerne og hugge fisken fra dem, så måtte de finde på en list for at jage molboerne væk fra vognene. De fandt da på, at de ville tage et hjul og vikle halm omkring det, stikke ild i halmen og så lade hjulet løbe ned ad bakken til molboerne. Så ville molboerne jo nok blive så forskrækket, at de løb deres vej og lod vognene i stikken.

De fik fat i et gammelt hjul og begyndte deres "sorte kunster" oppe på toppen af bakken. Men da molboerne så ilden øverst oppe på bakken, sagde den ene til den anden: "Kan du se det der oppe? Hvad mon det kan være?"

En gammel molbo svarede: "Det er djævelen selv!" Det blev de alle sammen meget forskrækket over, og de spurgte hinanden hvad de skulle gøre. En af dem mente, at de skulle synge en salme, og så begyndte de alle at synge:

"Vor Gud han er så fast en borg,
han er vort skjold og værge" -

Men i det samme var fyrene oppe på bakken færdige med deres forberedelser og lod hjulet løbe ned ad bakken.

Da den gamle molbo så ilden komme løbende ned mod sig, råbte han:

"Ja, han kan værge så vel, han vil,
så løber jeg dog ad skoven til."

Og så løb han og alle de andre bagefter ham ind i skoven, mens gavtyvene tog for sig af fisken.

Skrubtudsen og spegesilden

En molbo var redet til købstaden for at købe nogle spegesild. Da han ikke havde noget at lægge dem i, hængte han dem i en snor på sadelknappen. Undervejs gjorde han holdt ved en kro for at få noget at drikke. Spegesildene lod han blive hængende på hesten.

Da han havde fået lidt at drikke, fik han lyst til en spegesild og gik ud for at hente den. Idet han løste bundtet op, faldt en sild på jorden. Han bukkede sig for at tage den op, men kom i det samme til at røre ved en stor skrubtudse. Da han mærkede, at den rørte sig og ville hoppe fra ham, troede han, at han var blevet lidt omtumlet af øllet, og at spegesilden var blevet levende. Hurtigt greb han fat om den og åd den.

Og da den krablede i munden på ham, sagde han: "Ja, hvad enten du kribler eller krabler, så skal du dog derned!"

Spegesildene og ålen

Molboerne holdt så meget af spegesild, men et år var de så dyre, at de næsten ikke kunne købe dem. De tænkte derfor meget på, hvordan de skulle bære sig ad med at undgå at købe spegesild hvert år. Den af dem, der gik for at være den klogeste, mente, at når ferske sild kunne formere sig i vandet, så måtte spegesild da også kunne det. Han rådede dem derfor til at købe en tønde spegesild en gang for alle i Århus og sætte sildene ud i gadekæret. Når sildene så havde ynglet, kunne de hvert år fiske så mange spegesild, de havde lyst til.

Det syntes de var et godt råd, og de sendte straks nogle folk til Århus for at købe en tønde spegesild. Den blev kastet ud i gadekæret, for at sildene i ro og mag kunne formere sig til næste år. Men da de næste år kom med deres net for at fiske spegesild, så kunne de ikke, hvor megen umage de end gjorde sig, få fat på en eneste lille en.

Efter mange anstrengelser fik de dog til sidst en stor, fed ål i nettet. De var straks klar over, at det var tyven, der havde ædt deres spegesild, og de blev enige om, at den skulle lide den hårdeste og mest smertefulde død. Men hvilken straf skulle de give den? Nogle ville brænde den, andre ville hænge den, nogle ville piske den ihjel, andre ville skære den i stykker levende og således videre.

Endelig trådte en gammel molbo frem, som en gang havde været lige ved at drukne. Da han ikke selv havde syntes, at det var særligt rart at opholde sig i det salte vand, mente han, at ålen måtte have det på samme måde. Han foreslog derfor, at de skulle drage ud på det åbne hav og drukne ålen der.

Det råd syntes de alle sammen godt om, og så satte de sig i en båd og roede langt, langt ud på havet med ålen, så den ikke kunne svømme i land igen.

Da de syntes, de var kommet langt nok ud, satte de den i vandet. Ålen, der ikke syntes ret godt om at være på det tørre så længe, var glad over at komme i sit rette element igen og spillede med halen, så snart den var kommet i vandet. Da den gamle molbo så det, sagde han til de andre: "Ser I, hvor den vrider sig? I kan tro, det er en hård død for den!"

  Indhold  


Bøger

Molboerne, molbuane, molboene.    Sektion     Sæt    Neste

Molboerne, molbuane, molboene. Brukargaid  ᴥ  Ansvarsfråskriving
© 2013–2019, Design: Tormod Kinnes. Teksten er fri for alle. [E‑post]