• Det haver så nyligen regnet

  Nyss munde det regna så såre

• Trylleviser

  Elverskud

Det haver så nyligen regnet

Det haver så nyligen regnet (dansk)

Her er ei gammal dansk folkevise gjendikta av Svend Grundtvig i 1861. Denne folkemelodien frå Jylland blir også brukt til "Den sønderjyske sang". Visa er omsett til norsk, truleg av Ingvar Bøhn, som "Nyss munde det regna så såre" (sjå nedanfor).

Det haver så nyligen regnet,
og de træer, de dryppe endnu.
Hvasse vind, tjørnen stind har dig såret,
de har revet din kåbe itu.
Men trods regn og trods blæst
og trods storm af nordvest
stander jeg dig dog alle tider næst!

Jeg kan se på de øjne så klare,
at du haver for nyligen grædt.
Regn på kind, sorg i sind, hvasse tjørne
i dit hjerte så lyst og så let!
Hver en tåre på kind
som hver fryd i mit sind
haver du jo alene udi vold!

For din fod ved hvert fjed vil jeg sprede
hver en blomst, hvert et duftende blad,
hver en fugl fra sit skjul vil jeg kalde,
de skal kvæde og kvidre dig glad.
Lad dem blomstre i ly!
lad dem svæve ved sky!
de kan ej få min angest til at fly!

Nu i morgen, når solen står højest,
for din moder jeg stedes med bøn,
mæler blidt, spørger frit: Kære moder!
må jeg være din trofaste søn?
Se, det lysner i sky!
hør, det ringer fra by!
du er min, som for evig jeg er din!

Elskhugssstemna (Nyss munde det regna så såre)

1.
Nyss munde det regna så såre,
og det dryper av tre og av runn;
vind og stein, furugrein hev deg rive,
dei hev slite di kåpa isund.
Om det regnar og snor,
om det stormar av nord,
uti hugen så leikar dine ord!

2.
Eg kan sjå det på augo så klåre
at du nyss gjekk og tårone gret;
regn og vind, sorg i sinn, gråt i auga
du som heve den hugen så lett!
Kvar den tåra som fall
og så fagnaden all
heve du då åleine uti vald.

3.
Kor du gjeng, på din veg vil eg breia
kvar ein blom, kvart eit angande blad.
Fugl på grein, kvar og ein vil eg beda -
skulo kveda og kvitra deg glad.
Lat dei anga for vind,
lat dei syngja i lind,
vist dei inkje kan svæva mitt sinn.

4.
Men i morgon når soli ho stiger,
fyre moder di bøni er bed,
og eg bed henne blid som det høver:
fær eg vera deg sonen så kjær?
Sjå det ljosnar i li,
vinden leikar så blid;
du skal vera min venn i allan tid.

Trylleviser

Etter Ernst Frandsen (30.1.1894-1952), professor, dr.phil., litteraturhistoriker, født i Landgrav ved Slagelse:

Elverskud (tryllevise)

1. Hr Oluf rider om otte,
men lysen Dag ham totte.
- Hvad hjælper det, vi kvider -

2. Hr. Oluf rider frem ad Bjerge,
der gik en Dans med Dværge.

3. Der trad en Jomfru af den Dans,
hun lagde sin Arm om Hr. Olufs Hals.

4. "Hør I, Hr. Oluf, hin blide,
hvort lyster I nu at ride?"

5."Jeg vil ride mig under Ø
og tale med min Fæstemø."

6. Den Jomfru rækker Hånd fra sig:
"Alt skal I først, Hr. Oluf, danse hos mig.

7. Hr. Oluf, vil I love mig,
så rige Gaver da giver jeg eder.

8. Jeg vil give eder en Ganger grå,
hun går en Time til Rom og fra.

9. Den Ganger grå skal I vel få,
og Sadel af Guld at lægge derpå.

10. Jeg giver eder en Brynje ny,
I tør aldrig fra nigen Mand fly.

11. Jeg giver eder så godt et Sværd,
det kom aldrig sligt i Herrefærd.

12. Og slige er alle mine Bænke,
som Guld var lagt i Lænke.

13. Slig er alle mine Vindebro,
som Guld skinner over eders Hænder to."

14. "Behold du selv alt dit Guld så rød,
jeg vil hjem til min Fæstemø."

15. Så slog hun Hr. Oluf ved hviden Kind,
Blod sprang over hans Skarlagenskind.

16. Hun slog hannem imellem Hærde,
det han faldt neder til Jorde.

17. "Stat op, Hr. Oluf, og rid du hjem,
du skalt ikke leve Dag foruden en."

18. Hr. Oluf han vendte sin Ganger omkring,
alt så modig rider han hjem.

19. Der han kom til Borgeled,
hans kære Moder stod derved.

20. "Hør du, Hr. Oluf, kære Sønne min,
hvi rider du sørgendes hjem?"

21. "Min kære Moder, I tager min Hest,
min kære Broder, du henter mig Præst."

22. "Ti kvær, Hr. Oluf, du sig ikke så,
så mengen bliver syg, de dør ikke af.

23. Sig mig, Hr. Oluf, under Ø,
hvad skal vi svare din Fæstemø?"

24. "I står op, alle mine Brødre syv,
og rider imod min unge Brud.

25. Hør I det, min rige Måge,
I tager imod min stolte Jomfrue."

26. Der de kom foroven By,
alle gik Klokker, som de var ny.

27. Det mælte Bruden i samme Stund,
hendes Hjerte det var af Sorrigen tung.

28. "Hvi monne alle de Kloker så gå,
jeg ved her ingen, der syg lå."

29. "Det er så Sæd på dette her Land,
at ringe imod sin Linjevand.

30. Det er så Sæd på denne Ø
at ringe imod sin Fæstemø."

31. Så førte de Bruden i Gårde,
alle græd Fruer så såre.

32. Det mælte Bruden af stor Nød,
hun var sig af Hjertet så ve.

33. "Hvi monne alle disse Fruer så græde,
der mig skulde vel omlede?"

34. Der var slet ingen, som der var hos,
der turde svare den Brud et Ord.

35. De fulgte Bruden i Salen ind,
med sorrigfuld Hjerte og Rosens-Kind.

36. De satte Bruden på Brudebænk,
for gik Riddere, de bar hende Skænk.

37. Det mælte Bruden over Borde,
hun talte et sorrigfuldt Orde.

38. "Jeg ser her Riddere gå ud og ind,
jeg ser ikke Hr. Oluf, kære Herre min."

39. Det svared Hr. Olufs Moder,
hun var sorrig og mode.

40. "Både med Høg og så med Hund,
da er Hr. Oluf i Rosenlund."

41. "Haver han nu kærer sin Høg og sin Hund,
end han haver sin unge Brud?

42. Vil han heller ride med Rakker og Tov,
end han vil sidde med hans Brud i Stov?"

43. Sildig om Aften, Røg faldt på,
da skulde den Brud til Senge gå.

44. De tændte op de Brudeblus,
så fulgte de Bruden til Brudehus.

45. De fulgte Bruden til Brudeseng,
efter går Hr. Olufs liden Smådreng.

46. "I lader eder mindes, Hr. Olufs Mø,
min Herre han ligger på Båren død.

47. Min Herre han ligger i Loftet Lig,
nu skal I hans Broder eders Tro bortgive."

48. "Ret aldrig skal jeg den Dag leve,
jeg skal to Brødre min Tro bortgive."

49. Så bad hun alle de Frue,
det hun måtte Liget skue.

50. De stødte op den Højeloftsdør,
de høje Ru de stod derfor.

51. Stolt Ingelil løb til de høje Ru,
de hvide Lin hun deraf slog.

52. Hun meldet Liget så liste,
så såre hendes Hjerte det ryste.

53. Hun mindet Liget så overbrat,
hendes Hjerte det sønder i Stykker brast.

54. Det var stor Ynk at se den Nød,
den Jomfru mon af Sorrigen dø.
- Hvad hjælper det vi kvider. -